I hvilken alder er et barn faktisk klar til at gå udenfor alene? Hvilke regler bør man fastsætte, så barnet er trygt og samtidig udvikler sin selvstændighed?
Hvornår er et barn modent nok til at være ude alene?
Barnets alder er ikke det eneste kriterium – langt vigtigere er dets følelsesmæssige og mentale parathed. Barnet er klar, hvis det kan overholde tydeligt fastsatte rammer, er i stand til selvstændig beslutningstagning i grundlæggende situationer og kan reagere hensigtsmæssigt på almindelige, uventede hændelser (fx hvad man gør, hvis man møder en fremmed, eller hvis man farer vild eller kommer til skade).
Det er vigtigt, at barnet kender vejen hjem fra sit vante nærområde, kan sige eller vise sin adresse eller kender telefonnummeret på en af forældrene. Det er nødvendigt at lære barnet at skelne mellem troværdige personer (en politibetjent, en mor med børn) og fortælle, hvor det kan henvende sig for at få hjælp.
Dit barn er parat til at bevæge sig ude alene, når I kan lave klare aftaler, og du ved, at det forstår og respekterer dine regler også i dit fravær.
Hvad siger loven og fagfolk om børns selvstændige ophold ude?
Generelt gælder det, at forælderen bærer det fulde ansvar for sit barn indtil det fylder 18 år. Ifølge faglige anbefalinger begynder børn typisk at øve selvstændighed i 7–10-årsalderen – først kortere ophold i nærheden af hjemmet, og derefter gradvist længere ture, fx til skole.
Psykologer understreger, at man hverken anbefaler en alt for autoritær eller en alt for eftergivende tilgang. Det er væsentligt at give barnet en passende grad af frihed, der svarer til dets evner og modenhed.
Anbefalinger fra andre lande (for eksempel Skandinavien) går ofte i retning af større tillid til børn allerede i yngre alder, mens der i sydlige lande ofte er en tendens til en mere forsigtig tilgang.
Hvordan forbereder man barnet på de første selvstændige ture ud?
Start med at understrege sikkerhed regelmæssigt sammen med barnet: hvordan man krydser vejen, undgår farlige steder og taler med fremmede. Øv den rute, det skal gå, jævnligt – først sammen, og giv derefter barnet mulighed for at gå forrest og kommentere undervejs.
Gå frem gradvist – lad først barnet et par minutter alene foran huset eller på legepladsen, og lad det senere gå et kort stykke til fods alene. Tilføj hvert næste skridt i takt med, hvordan barnet har klaret det foregående.
Fastlæg klare regler, for eksempel hvornår det skal være hjemme, hvem det må gå ud med, præcis hvilke ruter det må gå, og hvad det skal gøre i tilfælde af problemer. Gentag dette regelmæssigt og tjek forståelsen gennem spørgsmål og samtaler.
Formidl ikke information på en skræmmende måde (sig fx ikke, at „en fremmed vil kidnappe dig“), men forklar i stedet praktisk vigtigheden og konsekvenserne af at følge reglerne. Dermed lærer barnet ikke blot om sikkerhed, men også om ansvar og evnen til at træffe beslutninger selv.
Hvad gavner selvstændige ophold ude?
Når du giver barnet en passende grad af frihed, hjælper du det med at tage ansvar. Det opbygger gradvist erfaring med at træffe beslutninger, hvilket styrker selvværdet. Selv når det begår fejl, lærer det af dem, hvilket er afgørende for en sund personlig udvikling.
Selvstændig aktivitet udendørs er også vigtig socialt – barnet knytter nye venskaber uden forældrenes styring og afprøver nye spilleregler i fællesskabet med andre børn.
Børn får dermed en følelse af kompetence („Jeg kan klare situationen også uden mine forældre“), udvikler selvstændig tænkning, kreativitet og evnen til at lære af egne erfaringer.
Omvendt kan mangel på selvstændighed gøre barnet mere usikkert, ængsteligt og frygtsomt – og mindre selvstændigt på andre områder i livet.
Hvordan mindsker man forældres bekymringer og sikkerhedsrisici?
Kend de reelle og objektive risici. Statistisk set er den største bekymring som regel ikke bortførelse, men snarere skader eller ulykker. Lær derfor børn for eksempel at krydse vejen sikkert og opføre sig forsigtigt på legepladsen og ved veje.
Du kan mindske forældres bekymringer gennem gradvis tilvænning – lad barnet komme ud først i kort tid, og forlæng sidenhen efter jeres mavefornemmelse.
Brug tilgængelige sikkerhedsteknologier – for eksempel GPS-trackere i børneure eller i telefonen. Det giver jer mulighed for diskret at tjekke barnet uden, at det selv føler sig under overdreven overvågning.
Det er vigtigt at give plads til selvstændighed. Barnet får derved tillid til egne evner. Efter at have øvet ruten og gentaget reglerne kan I forsøge den første helt selvstændige tur. Gentag alt, fastsæt det præcise sted og tidspunkt for hjemkomst, og aftal, hvordan I kommunikerer via mobiltelefon eller ur.
Når barnet kommer hjem, så anerkend det, lyt til dets oplevelser, stil spørgsmål og håndter eventuelle problemer praktisk. Derved støtter du barnet i at lære af sine erfaringer.