Barnet begynder pludseligt og kraftigt at græde i det øjeblik, du forlader rummet. Hvis det sker ofte, kan en mulig forklaring være separationsangst. Separationsangst viser sig typisk allerede i spædbarnsalderen og er en naturlig del af barnets udvikling. Alligevel kan det være stressende for hele familien.
Denne angst er i virkeligheden en stærk følelsesmæssig oplevelse for barnet, som frygter adskillelse (separation) fra forældre eller andre nære personer. I denne artikel forklarer vi årsager, symptomer og måder at håndtere separationsangst hos børn.
Hvad er separationsangst helt præcist, og hvornår opstår den typisk?
Separationsangst kan defineres som barnets frygt for at blive adskilt fra de nærmeste og opstår oftest i forbindelse med adskillelse fra mor eller en anden primær omsorgsperson. Den viser sig typisk i spædbarnsalderen, mellem 6. og 8. måned, når barnet begynder at opfatte omgivelserne mere og bedre skelner mellem nære personer og fremmede.
Det er kendt, at separationsangsten topper omkring étårsalderen og i nogle tilfælde kan vare helt op til 3–4-årsalderen. Den aftager gradvist i takt med udviklingen, men intensitet og varighed varierer markant, ikke kun med alder, men også med barnets individuelle karakteristika.
Set fra et psykologisk perspektiv er der tale om en naturlig reaktion hos barnet på bevidstheden om egen eksistens og afhængighed af forældrene. Det er et udtryk for sund følelsesmæssig udvikling, hvor barnet danner vigtige følelsesmæssige bånd.
Hvad er tegnene på separationsangst?
Det hyppigste og mest tydelige tegn er gråd i forbindelse med, at en forælder går. Hos spædbørn og småbørn viser det sig også som ængstelighed, behov for moderens konstante tilstedeværelse, overdreven klæben og uro.
Hos større børn kan angsten give mavesmerter, hovedpine samt problemer med søvn eller spisning. Det er også typisk, at barnet modsætter sig at gå i børnehave, til bedsteforældre eller andre steder uden forældre.
Et meget almindeligt tegn er også tilknytning til legetøj, tæpper eller bamser, som giver barnet en følelse af tryghed og fungerer som en erstatning for en nær voksens tilstedeværelse. Forældre bør nøje observere deres barn, notere situationer, hvor angsttegn opstår, og forsøge at skelne, om der er tale om en kortvarig episode eller et langvarigt problem.
Hvorfor opstår separationsangst netop hos dit barn?
Et barn med et mere følsomt nervesystem kan opleve adskillelse som mere dramatisk. Familien spiller også en stor rolle. Betydelige ændringer, som for eksempel flytning, at få en søskende, konflikter i familien eller start i børnehave kan udløse eller forstærke separationsangsten.
Du skal ikke være bange for, at separationsangst betyder, at du har gjort noget forkert. Det er en naturlig udviklingsfase, som næsten alle børn gennemgår i større eller mindre grad. Der findes dog forskellige myter og fordomme, f.eks. at det kun rammer børn med overbeskyttende forældre. Sandheden er, at det er meget individuelt og snarere afhænger af barnets personlighed og temperament.
Hvordan kan man hjælpe barnet med at håndtere separationsangst?
Åben kommunikation hjælper, forklar situationen med enkle ord, og indfør faste ritualer ved afgang og hjemkomst. Disse ritualer er vigtige, fordi barnet vænner sig til dem, og situationen bliver forudsigelig.
Det kan være gavnligt at give barnet en tryghedsgenstand (favoritlegetøj, bamse), som kan være dets "ven". Træn barnets evne til at være alene i en vis tid. Start med korte intervaller og forlæng dem gradvist.
Som nævnt ovenfor er separationsangst normal. Søg professionel hjælp, hvis barnets separationsangst forhindrer en normal hverdag, er langvarig eller for intens. Undgå på forhånd hurtige farvel, gå ikke hemmeligt uden at sige farvel, og ignorér eller bagatellisér ikke barnets følelser. Separationsangst er naturlig, men også håndterbar.